Referat skrevet af Merete Zachhau
Nede af Vesterbrogade i København, inde i en baggård og oppe på 5. sal ligger Final Cut for Real ApS som er rammen om aftenens AFS-alumne arrangement. At selskabet producerer dokumentarfilm, ses med det samme du er ude af elevatoren, hvor du bliver mødt at indrammede diplomer med nomineringer og awards fra alverdens eksotiske filmfestivaler.
Aftenens vært og oplægsholder er producer Signe Byrge Sørensen, som er indehaver af Final Cut for Real. I første omgang er det dog Signes mor som tager imod aftenens deltagere og inden længe summer det med snak om noget vi AFS’ere lige skal have styr på af bare nysgerrighed, nemlig hvad hedder du, hvilken tilknytning har du til AFS, har du været på udveksling og hvornår kom du hjem. Denne aften havde de fleste været i USA og det gælder også Signes mor. Hun fortæller at Signe har en moster som bosatte sig i USA efter sit AFS-ophold og således har AFS været en stor del af Signes familiehistorie selvom hun ikke selv har været afsted.
Signes velforberedte oplæg om processen med at lave dokumentarfilm foregik i selskabets frokoststue hvor der lige akkurat var plads til de 12 deltagere rundt om det hyggelige opdækkede kaffebord. Indledningsvis fortale Signe om sin uddannelsesmæssige baggrund, sin vej ind i filmbranchen gennem mesterlære og de steder hun havde arbejdet som producer inden hun i 2009 blev selvstændig med Final Cut for Real. Det var spændende at høre om de kreative processer som en producer har ansvar for at facilitere, samtidig med at man skal løfte det juridiske, økonomiske og administrative ansvar. Det virker til at man også skal have en god portion menneskekundskab og evne til at opbygge relationer, for det er en verden af forskellige medvirkende, skiftende instruktører og mennesker der arbejder freelance på kryds og tværs.
Undervejs i oplægget kom der hyppige spørgsmål fra deltagerne og vi fik vist trailere og klip fra nogle af de film som Signe har været producer på. Den røde tråd er det internationale og at historien skal omhandle noget politisk og samfundsrelevant. Fx de to film om det indonesiske militærkup i 1965 hvor The Act of Killing fortæller bødlernes historie og The Look of Silence fortæller ofrenes historie. Signe fortalte at Oscar®-nomineringerne af disse film åbnede dørene til et internationalt netværk af filmfolk, co-produktioner og deltagelse i forskellige filmfestivaler i Europa og resten af verden.
Netop det at være del af et internationalt netværk af kreative og dedikerede filmfolk er en vigtig drivkraft for Signe i arbejdet som producer. Det er også motiverende for hende at oplære nye producere og på den måde sørge for at faget føres videre til næste generation. Uden tvivl er det dog først og fremmest passionen omkring at fortælle sande historier om virkelige mennesker der driver Signe. Hendes begejstring smittede i den grad af på aftenens deltagerne. På vej ud af døren snakkede vi om at følge op på en vellykket aften med at læse mere om de enkelte film på Final Cut for Reals hjemmeside og gå ind og se de tilgængelige film på Filmstriben og dr.dk.
Signe Byrge Sørensen er fire gange Oscar®-nomineret for at producere The Act of Killing (nomineret, bedste dokumentarfilm 2014), The Look of Silence (nomineret, bedste dokumentarfilm 2016) og Flee (nomineret, bedste dokumentarfilm og bedste animerede film 2022). Hun blev nomineret til Producer’s Guild Award for The Look of Silence og Flee, og vandt Cinema Eye Awards for alle tre film. Signe Byrge Sørensen har været producer siden 1998. Hun begyndte i SPOR Media i 1998, hvorefter hun skiftede til Final Cut Productions ApS i 2004 og senere stiftede Final Cut for Real Aps i 2009. Hun har en kandidat i Internationale Udviklingsstudier og Kommunkation fra Roskilde Universitet i 1998. Hun har deltaget i de europæiske koproduktionskurser EURODOC i 2003, EAVE i 2010 og ACE i 2018, samt Inside Pictures i 2022. I 2014 modtog Signe Byrge Sørensen Roos prisen og Timbuktu-prisen. I 2016 modtog hun IB-prisen. De seneste tre film hun har produceret er: THE END af Joshua Oppenheimer (2024), To Fremmede, der helst ikke vil slå hinanden ihjel (2024), af Jacob Perlmutter og Manon Ouimet, samt Mordet på Journalisten, af Matt Sarnecki. Af Camilla Magid’s film har Signe Byrge Sørensen været med til at producere Land of the Free (2017) og hun var executive producer på Med Drager Mod Dæmoner (2024). I år, 2026, har Signe Byrge Sørensen tre film med på CPH:DOX festivalen, nemlig JUST LOOK UP, THE REVOLUTION AGAINST DEATH og ALLE OS OG SILOEN.
Se mere på cphdox.dk