Indtryk fra besøget på Frederiksborg Slot tirsdag den 17. juni
Med Tore Leifer mødte vi en levende formidler af de dele af udstillingerne på Frederiksborg Slot i Hillerød, vi nåede rundt i. Tore viste os rundt på museet og fortalte om arbejdet med at skabe et moderne museum og med at gøre samlingen relevant og levende i dag. Han tog udgangspunkt i sine egne favoritter og anbefalede at tage fremtidige besøg på slottet i mindre bidder.
Vi besøgte Slotskirken, hvor vi blev betaget af de mange våbenskjolde, som alene godt kunne have udfyldt besøget. Her hænger Elefantordenens ridderes våbenskjolde på rad og række, efterfulgt af Storkorsriddernes skjolde. For enhver med interesse i historie og heraldik er her en skatkiste, som ikke findes ret mange steder i verden.
Vi hørte også om orgelets specielle historie, og her blev Tore suppleret af Sven-Ingvart, som havde været organist i kirken.
Efter en tur i Audienssalen tog vi stentrappen til 3. sal og så den nyopsatte portrætsamling, som Tore selv havde været med ind over, og hvor den erfarne besøgende kunne se et skift i formidlingsformen. Nu findes der små forklaringer på de udvalgte billeder, og mange ”nye” havde fundet plads i udstillingen.
Efter deltagerønsker gik tuen til stueetagen, hvor det blev til et meget hurtigt kig på Dannerudstillingen.
Der var så meget at se på og opleve, at det herfra kun kan anbefales at besøge Frederiksborg Slot igen. En anden måde at få formidlet slottets interessante historier på er via den serie af podcasts, som Tore formidler med udgangspunkt i Nordeuropas største portrætsamling. PORTRÆT, Podcast med Tore Leifer: https://dnm.dk/podcast-tore-leifer/.
Vi sluttede vores besøg i haven bag kancellihuset, hvor Tore kun fik ganske kort tid til at fortælle og besvare spørgsmål, inden de fleste af os spadserede til en nærliggende restaurant til et hyggeligt efterspil.
Tore Leifer boede et år i Strasbourg, Frankrig, fra 1981-82 og blev optaget som ”den femte søn” i en skøn familie, som han stadig har nær kontakt med, mere end 40 år senere.
Efter en menneskealder i DR, især som vært på skiftende kulturprogrammer på P1, kom Tore Leifer 1/3 2023 til en nyoprettet stilling som redaktør på Frederiksborg, Nationalhistorisk Museum.
Herfra skal der lyde en stor tak for en inspirerende eftermiddag, Ea Matzon
Invitationen
Tore Leifer vil viser os rundt på Frederiksborg slot i Hillerød tirsdag d. 17. juni kl. 15-17. Bagefter har vi reserveret bord på Hanoi Kitchen, Slotgade 51, Hillerød til dem, der har lyst til at slutte dagen med at spise sammen. Mad og drikke betaler man selv.
Tilmelding til begge dele senest d. 6. juni
Prisen for ikke-medlemmer er 50 kr. Indbetaling senest 6.6. på MobilePay 24906 . Husk at anføre Frederiksborg slot + dit navn.
Tore Leifer boede et år i Strasbourg, Frankrig, fra 1981-82 og blev optaget som ”den femte søn” i en skøn familie, som han stadig har nær kontakt med, mere end 40 år senere.
Trods kortvarige universitetsstudier i fransk er Tore cand.mag. i musikvidenskab og filmvidenskab og derudover uddannet fra diplomklassen på musikkonservatoriet.
Efter en menneskealder i DR, især som vært på skiftende kulturprogrammer på P1, kom Tore Leifer 1/3 2023 til en nyoprettet stilling som redaktør på Frederiksborg · Nationalhistorisk Museum. Her laver han bl.a. den ugentlige podcast PORTRÆT med udgangspunkt i Nordeuropas største portrætsamling.
Frederiksborgmuseet blev grundlagt i 1878 af brygger J.C. Jacobsen og drives stadig, den dag i dag, af Carlsbergfondet. Bryggerens vision var at ”vække og uddanne folkets historiske sans og styrke dets bevidsthed om, at det har haft sin andel i menneskehedens almindelige kulturudvikling.”
Tore viser os rundt på museet og fortæller om arbejdet med at skabe et moderne museum og gøre samlingen relevant og levende i dag. Han viser også nogle af de franske spor i samlingen og fortæller om, hvordan det har påvirket hans liv at blive favnet – ja, vækket og uddannet! – af familien i Strasbourg.
Foto: