Søg
Close this search box.

Aftenmøde hos DRC Dansk Flygtningehjælp, København d. 8. april 2024

En væsentlig aften                                                                         

Af Steen Rabing ’69

Vi var 24 medlemmer af AFS Alumni, som den 8. april fik en spændende indføring i verdens flygtningeproblemer af Charlotte Slente, der er generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp – udover at hun også er tidligere AFS’er – i Mexico i 1984-85.

Det var en dansk diplomatisk indsats på området i 1951, få år efter FN var dannet, der førte til den første internationale flygtningekonvention. Og på den baggrund blev Dansk Flygtningehjælp etableret få år efter. Den nye organisation fik sin første aktive indsats med hjælp til de ungarnske flygtninge i 1956.

Bygger på finansiel støtte fra donorer

DCR – Dansk Flygtningehjælp, opererer i dag i 40 lande, hvor millioner af flygtninge får hjælp af organisationens 8000 ansatte. Hele arbejdet bygger på finansiel støtte fra donorer, som er både FN, stater, virksomheder og private – med en årlig omsætning på 3,7 mia kr. Og det får 19 millioner flygtninge så nytte af.

 Flygtningeproblemerne bliver desværre større og større, fortalte Charlotte Slente. Den geopolitiske situation i verden i dag betyder, at mange af de gamle konflikter ikke kan løses – selv efter adskillige år, og nye kommer til med jævne mellemrum. I alt er 110 millioner fordrevne i øjeblikket, 1/3 af dem over grænser, mens 2/3 er fordrevne internt inden for en række lande.

En million rohingyaer

Charlottes beskrivelse af de voldsomme flygtningeproblemer blev illustreret af en række af hendes egne billeder fra rejser i nogle af konfliktområderne. Nogle hjerteskærende, som den lille pige, der som eneste værn mod oImg 3082 Flygtningelejr[45101]verfald og voldtægt, altid holdt en lille grøn fløjte i hånden. Til voldsomme billeder fra verdens største flygtningelejr i Bangladesh, som rummer en million rohingyaer, som for få år siden blev drevet ud af Myanmar (Burma).

En væsentlig aften med mange spændende informationer om et af verdens store problemer.

Invitationen

Charlotte Slente, som var i  Mexico fra 1984-85 med AFS, er i dag Generalsekretær ved Dansk Flygtningehjælp.

Mandag d. 8. april kl. 19.30-21.30 tager hun imod hos DRC Dansk Flygtningehjælp, Borgergade 10, 3., København

Antallet af flygtninge i verden har aldrig været højere end nu, hvor over 100 mio. mennesker på kloden lever på flugt fra krig, konflikt og klimaforandringer.

Hvordan arbejder en stor global humanitær organisation som DRC Dansk Flygtningehjælp med den udfordring?

Og hvordan trækkes linjen fra et AFS-udvekslingsophold i Mexico i 1984-85 til at sætte sig i spidsen for arbejdet i DRC Dansk Flygtningehjælp?

Prisen for ikke-medlemmer er 50 kr. Indbetal venligst senest onsdag d. 27. marts 2024 med MobilePay til 24906. Husk at anføre DRC + dit navn.

Vi mødes kl. 19.30 hos DRC Dansk Flygtningehjælp, Borgergade 10, 3. , 1300 København K

Tilmelding senest d. 27. marts 2024